Generelle betingelser
byGrosen ApS (CVR.nr. 45051129) er registreret i Rejsegarantifonden, nr. 3662.
Nedenstående betingelser regulerer aftaleforholdet mellem byGROSEN ApS (herefter byGROSEN) og kunden, der køber en pakkerejse ved byGROSEN.
Aftalen indgås og gennemføres i overensstemmelse med pakkerejseloven (Lov nr. 1666 af 26/12/2017 om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer).
Disse generelle betingelser udgør sammen med øvrige oplysninger på bygrosen.dk, tilbud, faktura, rejseplan og øvrige rejsedokumenter aftalegrundlaget mellem kunden og byGROSEN.
1. Aftaleindgåelse
1.1 Indgåelsen
Aftalen er bindende, når du accepterer tilbud på rejsens indhold og pris, byGROSEN almindelige betingelser samt øvrige oplyste vilkår for rejsen. Indbetaling af depositum eller rejsens fulde pris betragtes ligeledes som accept af tilbud. Det er en forudsætning, at de rejseydelser, der tilsammen vil udgøre en pakkerejse, bliver købt på samme tidspunkt.
1.2 Rejsedokumenter
Fremsendelse af rejsedokumenter samt anden korrespondance mellem dig og byGROSEN foregår på den postadresse, e-mailadresse eller anden kontaktform, som du har gjort brug af i forbindelse med aftalens indgåelse.
Du er desuden forpligtet til at opgive de kontaktoplysninger, der er nødvendige for, at byGROSEN kan kontakte dig både før og under rejsen.
Du har pligt til ved modtagelse af rejsedokumenterne at gennemgå disse og straks reagere over for byGROSEN, såfremt oplysningerne ikke er i overensstemmelse med det aftalte (se tillige afsnit 8).
2. Pris og betaling
2.1 Pris
Rejsens pris omfatter samtlige de på fakturaen nævnte ydelser, alle obligatoriske skatter og afgifter, samt alle yderligere gebyrer, omkostninger og eventuelle tillæg relateret til de ydelser, du har købt hos byGROSEN.
Hvis der sker ændringer i den konkrete rejse eller i forudsætningerne for denne som følge af forhold hos dig, vil det kunne medføre, at prisen ændres, og yderligere betaling vil kunne blive opkrævet.
På rejsen kan der forekomme opkrævninger af lokale gebyrer, entréer, skatter og afgifter, som det ikke er muligt at opkræve ved aftalens indgåelse, da disse betalinger relaterer sig direkte til lokale regler eller til forbrug af ekstra ydelser ud over, hvad der fremgår af aftalen.
2.2 Betaling
Misligholder du din del af aftalen for så vidt angår betaling, har byGROSEN ret til at annullere aftalen. I sådanne tilfælde har byGROSEN ret til betaling af det beløb, som du ville miste efter reglerne i afsnit 7.2., såfremt du valgte at afbestille rejsen på dagen for den manglende betaling.
2.3 Depositum
Ved accept af tilbuddet betales samtidigt et depositum. Dette depositum fremgår af din faktura.
Indgås aftalen mindre end 65 dage før afrejse, betales hele rejsens pris ved accept af tilbuddet.
2.4 Slutbetaling
Restbeløbet for rejsen skal være indbetalt senest 65 dage før afrejsedagen, medmindre andet er anført på fakturaen.
Jf. hvidvaskloven må byGROSEN ikke modtage kontant betaling over 14.999 kr. Overstiger rejsens pris dette beløb, er det muligt at betale 14.999 kr. kontant og resten ved bankoverførsel. Gavekort købt kontant sidestilles med en kontant betaling.
3. Betingelser for køb af enkeltydelser
Når du alene køber en enkeltydelse, eksempelvis flybillet eller hotelovernatning, er du ikke dækket af Lov om Pakkerejser. byGROSEN optræder udelukkende som formidler for det pågældende flyselskab/hotel og modtager alene betaling for købte flybilletter/hoteller på vegne af flyselskabet/hotellet. Flyselskabet/hotellet er din aftalepart, og de er ansvarlige for ydelsens korrekte gennemførelse.
Flyselskabets/hotellets betingelser regulerer aftaleforholdet og for gældende betingelser henvises til flyselskabets/hotellets hjemmeside. Da byGROSEN alene er formidler af ydelsen, er bureauet som følge heraf ikke ansvarlig for flyselskabets/hotellets konkurs samt for forsinkelser, aflysninger eller andre mangler ved de købte enkeltydelser i forbindelse med den indgåede aftale mellem dig og flyselskabet/hotellet.
4. Afbestillings- og rejseforsikring
byGROSEN anbefaler, at du tegner en afbestillingsforsikring, der dækker dine udgifter, såfremt du må opsige aftalen grundet akut sygdom eller tilskadekomst hos dig selv eller et nært familiemedlem. En afbestillingsforsikring skal altid tegnes ved aftalens indgåelse og dækker frem til afrejsetidspunktet.
Undlader du at tegne en afbestillingsforsikring – eller afbestilles rejsen af årsager forsikringen ikke dækker, gælder byGROSENs afbestillingsvilkår jf. afsnit 7.2. byGROSEN oplyser om muligheden for, eller forpligtelsen til, at tegne en rejseforsikring. Uden rejseforsikring afholder du selv omkostninger under rejsen i tilfælde af ulykke, sygdom, hospitalsindlæggelse, hjemtransport m.v. Har du en kronisk eller kendt lidelse, bør du søge om en forhåndsvurdering hos forsikringsselskabet for at være garanteret dækning på rejsen.
Læs venligst mere hos Gouda Rejseforsikring.
Vær opmærksom på at du allerede kan være dækket af en rejse- eller afbestillingsforsikring via din indboforsikring, kreditkort eller lignende. Vær ligeledes opmærksom på, at der kan være forskelle i forsikringsdækningen.
byGROSEN er optaget i Finanstilsynets offentlige register over virksomheder, der opfylder betingelserne for registrering til at udøve accessorisk forsikringsformidling.
Ønsker du at klage over byGROSEN som forsikringsformidler, skal din klage rettes til skadeforsikringsselskabet, som sælger forsikringsprodukterne.
byGROSEN er formidler af forsikringsprodukter og modtager provision heraf fra forsikringsselskabet: Gouda Rejseforsikring, A.C. Meyers Vænge 9, 2450 København SV. Forsikringsselskabet er omfattet af Garantifonden for skadeforsikringsselskaber.
Via følgende link til Goudas produktark kan du få overblik over dækningerne på Goudas forsikringer. Produktarkene er udarbejdet i forbindelse med EU’s direktiv om distribution af forsikring (IDD), og følger direktivets krav om standardisering for dokumenter med information om forsikring (IPID).
5. Den rejsendes generelle pligter
5.1 Pas, visum og sundhedsmæssige formaliteter
Alle rejsende skal være i besiddelse af, og medbringe et gyldigt pas på rejsen, samt de for rejsens gennemførelse nødvendige dokumenter, eksempelvis visa og bevis for påkrævede vaccinationer.
Selv om Danmark er med i Schengen-samarbejdet, skal alle rejsende altid medbringe gyldigt pas. For at passet er gyldigt, skal alle sider være tydelige og passet skal have plads til nye stempler. Alle rejsende skal have et pas med minimum 6 måneders gyldighed ved rejsens afslutning. byGROSEN oplyser dig om de til rejsen nødvendige indrejsekrav (f.eks. pas-, visum- og vaccinationskrav).
byGROSEN kan oplyse om de krav, der gælder på tidspunktet for aftalens indgåelse. Du skal være opmærksom på, at der kan gælde andre indrejsekrav på dit afrejsetidspunkt, end hvad der var gældende, da du købte rejsen.
I forbindelse med visa, skal du desuden være opmærksom på, at behandlingstiden for visumansøgninger varierer fra land til land, og du opfordres til altid at ansøge om visum i god tid inden afrejse. Det er dit eget ansvar at sørge for, at pas og visa lever op til gældende regler.
Vær opmærksom på, at passet skal være i god stand inden afrejse. Passet må ikke være beskadiget med eksempelvis vand, rifter, iturevne overflader fra bagagetags og lignende. Der må heller ikke mangle sider, ligesom der ikke må være skrevet eller rettet i passet. I visse tilfælde kan du blive nægtet check-in af flyselskabet og indrejse af myndighederne ved destinationen, såfremt de vurderer, at passet ikke er i god stand, og hele rejsen er som udgangspunkt mistet.
byGROSENs oplysninger om pas- og visumkrav tager udgangspunkt i reglerne for danske statsborgere. Har alle rejsende ikke dansk pas, eller har rejsende dobbelt statsborgerskab, skal du gøre byGROSEN opmærksom herpå, således at du kan få korrekt rådgivning og vejledning, herunder henvisning til de relevante myndigheder. Se i denne sammenhæng www.um.dk og www.ssi.dk.
byGROSEN oplyser desuden om eventuelle sundhedsmæssige formaliteter såsom vaccinationskrav eller lignende samt øvrige dokumenter og forhold, der er nødvendige for rejsens gennemførelse.
For visse lande gælder der særlige regler for ind- og udrejse. byGROSEN kan ikke gøres ansvarlig, hvis der efter aftalens indgåelse indføres særlige sygdomsrelaterede indrejsekrav før eller under rejsen eller restriktioner på destinationen (f.eks. krav om afstand, mundbind m.m., men ikke begrænset hertil).
Du har i disse tilfælde ikke ret til kompensation, at hæve købet eller afbestille gebyrfrit. Ønsker du i sådanne situationer ikke at gennemføre rejsen, vil det være de almindelige afbestillingsvilkår, se afsnit 7.2, der er gældende. Du kan kontakte byGROSEN for yderligere information om disse regler.
Medbringes medicin indeholdende euforiserende stoffer, er du selv ansvarlig for at kunne dokumentere behovet for dette. Kontakt venligst egen læge for udarbejdelse af dokumentation.
Find øvrig information her: https://um.dk/rejse-og-ophold/foer-rejsen/medicin-og-vaccination
Består deltagerne på din rejse af mindreårige uden ledsagelse af egne forældre/egen værge, skal du kontakte rejselandets ambassade/konsulat. Du skal ligeledes være opmærksom på, at der gælder særlige regler, såfremt dine børn kun rejser med den ene af deres forældre. Her kan du finde yderligere information om reglerne for at rejse med børn: https://um.dk/da/rejse-og-ophold/rejse-til-udlandet/boern-unge-paa-rejse
Du er også velkommen til at kontakte byGROSEN for yderligere information om disse regler.
5.2 Bevægelseshæmmede personer
En byGROSEN rejse tager generelt udgangspunkt i, at alle rejsende er selvhjulpne eller rejser med en hjælper, såfremt dette er påkrævet. Dvs. at alle er almindeligt gående, kan komme ubesværet ind og ud af transportmidler, bære egen bagage samt klare trapper.
Det er derfor vigtigt, at du forud for bestilling af din rejse giver byGROSEN alle nødvendige og relevante oplysninger om særlige behov, som kan have betydning for rejsens egnethed for jer. Det kan for eksempel være sygdomsforhold, graviditet, nedsat syn, nedsat mobilitet, sidder i kørestol eller på anden måde er bevægelseshæmmet.
Det er en forudsætning, at du oplyser om sådanne behov for, at vi kan vejlede dig nærmere om din rejse, og oplyse hvorvidt hele eller dele af denne vil være egnet for dig, herunder om du vil få fuldt udbytte af rejsen.
5.3 Navne på rejsedokumenter
Du er ansvarlig for, at de navne, der fremgår af dine rejsedokumenter og bookinger, er identiske med det fulde navn, der fremgår af rejsedeltagernes pas.
Bliver du opmærksom på uoverensstemmelser mellem rejsedokumenter og pas, skal du straks meddele dette til byGROSEN, som vil forsøge at korrigere fejlen.
Beror uoverensstemmelsen på dine forhold, skal udgifter forbundet hermed afholdes af dig. Hvis ændringer ikke er muligt, kan du ikke holde byGROSEN ansvarlig herfor.
5.4 Rettidigt fremmøde
I de tilfælde, hvor du ikke kan nå rettidigt frem til den bestilte rejseydelse, skal du rette henvendelse til den pågældende leverandør og oplyse om det senere fremmøde. Hvis du ikke opnår en tilfredsstillende løsning med leverandøren, skal du kontakte byGROSEN. Ved din manglende henvendelse til henholdsvis leverandøren og/eller byGROSEN, vil reservationen blive annulleret af leverandøren, og du vil ikke kunne benytte reservationen eller få betalingen herfor refunderet.
Såfremt flybilletter er en del af pakkerejsen, skal disse benyttes i korrekt rækkefølge. Hvis du ikke anvender flybilletterne i korrekt rækkefølge, vil luftfartsselskabet annullere de resterende flystrækninger. Du kan derfor ikke kun anvende enkelte strækninger af en flyrejse. F.eks. kan du ikke kun benytte dig af en hjemrejse.
Du skal have afsluttet eventuelt check-in i overensstemmelse med de i rejseplanen eller ved anden tydelig anvisning oplyste tidspunkter og steder for seneste check-in på ud- og hjemrejsen. Du er overfor check-in personalet ansvarlig for at gøre opmærksom på dig selv i check-in-køen, hvis du kan forudse, at du ikke kan nå at have afsluttet check-in inden for de oplyste tidspunkter.
Du skal holde dig underrettet om hjemrejsetidspunkter ved i god tid inden hjemrejse at orientere dig om, hvorvidt der er blevet foretaget eller annonceret ændringer af det hjemrejsetidspunkt, der er angivet i rejsedokumenterne. Dette kan gøres gennem byGROSENs samarbejdspartnere på destinationen eller på luftfartsselskabernes hjemmeside.
Du skal løbende holde dig opdateret om afgangssteder og –tider for de inkluderede transportmidler. Dette kan f.eks. ske ved straks efter ankomst til en lufthavn at holde øje med oversigtsskærme og kontakte lufthavnspersonalet ved tvivl om, hvilke terminaler eller gates flyet afgår fra. Terminal- og gateændringer sker ofte og er uden for byGROSENs kontrol.
Du kan i sådanne situationer ikke gøre krav gældende over for byGROSEN.
5.5 Ordensbestemmelser
Du skal rette dig efter de ordensbestemmelser, der gælder for alle pakkerejsens underleverandører som f.eks. hoteller, lufthavne, transportmidler etc.
Du skal optræde således, at medrejsende ikke føler sig generet. I grove eller gentagne tilfælde kan en upassende optræden føre til, at du af byGROSEN eller dennes repræsentanter bortvises fra videre deltagelse i rejsen. I sådanne tilfælde er du ansvarlig for egen hjemtransport og udgifter som følge heraf.
Du er i tilfælde af bortvisning ikke berettiget til at modtage nogen form for kompensation herunder tilbagebetaling af pakkerejsens pris.
byGROSEN er ikke ansvarlig over for offentlig myndighedsudøvelse; herunder - men ikke begrænset til - politiets indgreb/handling over for dig som rejsende i forbindelse med upassende adfærd. Du er i sådanne situationer selv ansvarlig for de udgifter, som du eventuelt vil blive påført, ligesom du ikke kan gøre krav gældende over for byGROSEN og ikke vil være berettiget til kompensation herunder tilbagebetaling af pakkerejsens pris.
5.6 Manglende efterlevelse
Overholder du ikke kravene til pas, visa, øvrige påkrævede dokumenter, sundhedsmæssige formaliteter, angivelse af korrekt navn på rejsedokumenterne samt gennemgang heraf, reglerne om rettidigt fremmøde samt ordensbestemmelserne, kan du ikke gøre krav gældende mod byGROSEN, formidleren eller underleverandøren til pakkerejsen for de følgevirkninger, mangler, gener eller tab, som den manglende efterlevelse af dine generelle pligter medfører.
6. Ændringer af den indgåede aftale
6.1 Overdragelse af pakkerejsen
Du kan overdrage rejsen til en anden person, mod ekspeditionsgebyr samt eventuelle omkostninger byGROSEN måtte blive pålagt af pakkerejsens underleverandører som følge af overdragelsen.
Meddelelse om overdragelse skal gives skriftlig til byGROSEN senest 14 dage inden rejsens påbegyndelse. Meddelelse efter dette tidspunkt medfører, at du mister retten til at overdrage pakkerejsen.
Overdragelse kan alene ske, hvis den person, til hvem pakkerejsen overdrages, opfylder de af byGROSEN ved aftalens indgåelse anførte nødvendige betingelser og krav for gennemførelse af rejsen, herunder pas, visa og sundhedsmæssige krav.
Adgangen til at overdrage pakkerejsen kan helt eller delvist begrænses af byGROSEN, såfremt overdragelsen ikke er mulig som følge af underleverandørens vilkår. I den forbindelse henledes din opmærksomhed på, at langt de fleste flybilletter, der indgår i pakkerejser, ikke kan ændres eller refunderes, når de først er bestilt (”non refundable”-billetter).
Indeholder pakkerejsen sådanne rejseydelser, vil prisen for de rejseydelser, der er pålagt de nævnte restriktioner, gå tabt, såfremt en rejse ønskes ændret efter bestilling.
Overdrageren af pakkerejsen og den person, til hvem pakkerejsen er overdraget, hæfter solidarisk for betaling af eventuelle udestående beløb og omkostninger som følge af overdragelsen.
6.2 Prisændringer
byGROSEN kan efter aftalens indgåelse foretage ændringer i den aftalte pris for pakkerejsen, hvis der sker ændringer i:
- prisen for befordring af passagerer som følge af udgifter til brændstof eller andre energikilder,
- skatter, afgifter eller gebyrer for pakkerejsens rejseydelser, som er pålagt af en tredjemand, der ikke er direkte involveret i leveringen af pakkerejsen.
Beregningen af disse ændringer foretages efter nedenstående regneeksempler:
lav nogle regneeksempler
Ved ændringer i rejsens pris underretter byGROSEN dig om prisforhøjelser og prisnedsættelser.
Underretningen skal ske på et varigt medium og senest 20 dage før afrejse. Prisen kan max. forhøjes med 8% af pakkerejsens pris. Hvis forhøjelsen er mere end 8% af pakkerejsens pris, vil du være berettiget til at hæve aftalen.
Ved prisfald som følge af ændringer i ovenstående forhold har du ret til en prisnedsættelse, der svarer til det prisfald, som ændringerne medfører. byGROSEN har i den forbindelse ret til at fradrage omkostninger forbundet med tilbagebetalingen til dig.
byGROSEN kurssikrer ved fakturering alle solgte rejser, således at du ikke udsættes for en merpris i tilfælde af en valutakursstigning. Dette betyder også, at du ikke kan kræve prisnedsættelse, hvis den aktuelle valutakurs måtte falde.
6.3 Den rejsendes ændringer af pakkerejsen
Såfremt du ønsker at foretage ændringer i pakkerejsen, skal du kontakte byGROSEN hurtigst muligt. Hvis det er muligt for byGROSEN at ændre pakkerejsen, skal du afholde de ekstraudgifter, som ændringerne medfører plus et ændringsgebyr. Det betragtes bl.a. som en ændring, hvis datoer/tidspunkter skal ændres, hvis der justeres på antallet af deltagere, hvis rejseruten ændres, eller der måtte ønskes ændringer i indkvarteringsformen.
byGROSEN er ikke forpligtet til at foretage ændringer i pakkerejsen. Såfremt du ønsker at foretage ændringer, som byGROSEN ikke kan opfylde i den eksisterende aftale, vil ændringen, hvis du fastholder ønsket om at få ændret pakkerejsen, anses som en afbestilling af den købte pakkerejse, jf. afsnit 7.2, og dermed blive en ny bestilling.
6.4 byGROSENs ændringer af pakkerejsen inden pakkerejsens påbegyndelse
6.4.1 Uvæsentlige ændringer
byGROSEN er inden pakkerejsens påbegyndelse berettiget til ansvarsfrit at foretage uvæsentlige ændringer i pakkerejsen uden dit samtykke. Du er forpligtet til at acceptere sådanne ændringer, hvis byGROSEN inden pakkerejsens påbegyndelse og uden unødig forsinkelse klart og tydeligt oplyser dig om de pågældende ændringer.
6.4.2 Andre ændringer
Hvis byGROSEN inden pakkerejsens påbegyndelse enten:
- foretager væsentlige ændringer i pakkerejsen
- eller ikke kan levere bestemte ydelser, som du har anmodet om, og som byGROSEN har accepteret at levere
- eller hæver prisen på rejsen med mere end 8%
har du følgende rettigheder:
- Du kan hæve aftalen og få refunderet de beløb, der er indbetalt i forhold til rejsen,
- eller du kan deltage i en erstatningsrejse, såfremt dette tilbydes af byGROSEN.
byGROSEN er forpligtet til uden unødig forsinkelse at rette henvendelse til dig og oplyse om de væsentlige ændringer, samt hvilken eventuel betydning de måtte have for pakkerejsens pris. byGROSEN fastsætter i sin henvendelse en rimelig frist for, hvornår du skal informere om din beslutning, og oplyser desuden om, at konsekvensen af ikke at overholde denne frist indebærer, at du anses for at have accepteret ændringer omfattet af 6.4.2.
Du kan i visse situationer have ret til erstatning, hvis der er lidt et økonomisk tab som følge af ovenstående væsentlige ændringer, medmindre årsagen hertil beror på uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.
7. Aftalens ophør
7.1 Fortrydelsesret
For køb af pakkerejser gælder der ingen fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1 samt § 7 stk. 2 nr. 5, der undtager personbefordring fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde.
7.2 Afbestilling af pakkerejsen
7.2.1 Normale afbestillingsvilkår
Medmindre andet er påført på faktura, gælder følgende:
Ved afbestilling senest 65 dage før afrejsedagen tilbagebetaler byGROSEN dig det allerede betalte beløb med fradrag af et gebyr, der svarer til det betalte depositum samt evt. afbestillingsforsikring, (års)rejseforsikring og andre gebyrer.
Ved afbestilling fra 0 – 64 dage før afrejsedagen, har byGROSEN ret til at beregne sig rejsens fulde pris i afbestillingsgebyr.
Såfremt hele pakkerejsen eller dele af dennes rejseydelser måtte være behæftet med strengere afbestillingsbetingelser end ovennævnte, vil disse være gældende og blive oplyst på fakturaen.
7.2.2 Afbestilling i tilfælde af krigshandlinger mv.
Du kan uden at betale gebyr afbestille en pakkerejse umiddelbart inden pakkerejsens begyndelse, hvis der på rejsedestinationen eller i umiddelbar nærhed heraf indtræffer uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, som væsentligt berører leveringen af pakkerejsen eller befordringen af passagerer til destinationen.
For at du kan afbestille uden at betale gebyr, skal de pågældende uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder gøre det umuligt at rejse sikkert til destinationen ud fra en objektiv vurdering; f.eks. på baggrund af vejledning eller udtalelser fra Udenrigsministeriet, sundhedsmyndighederne mv.
Se www.um.dk og www.ssi.dk.
Du har i tilfælde af gebyrfri afbestilling ret til fuld refusion af rejsens pris, men har ikke ret til yderligere kompensation fra byGROSEN.
Den gebyrfrie afbestillingsret gælder ikke, hvis du ved aftalens indgåelse kendte til eller burde kende til den pågældende begivenhed, eller hvis begivenheden i øvrigt var almindeligt kendt.
Kan du ikke afbestille gebyrfrit i henhold til ovenstående, gælder de almindelige afbestillingsvilkår, jf. afsnit 7.2.1.
For rundrejser gælder, at du alene har ret til at afbestille den del af pakkerejsen, der foregår i det frarådede område. Kun hvis denne del udgør en væsentlig del af den samlede pakkerejse, har du ret til at afbestille hele rejsen.
7.2.3 Tidspunkt for tilbagebetaling og beregning af afbestillingsgebyr
Tilbagebetaling af beløb efter pkt. 7.2.1 og 7.2.2 skal ske senest 14 dage efter din afbestilling af pakkerejsen.
7.3 Opsigelse fra byGROSEN
7.3.1 Opsigelse på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder
byGROSEN kan ansvarsfrit opsige aftalen om en pakkerejse, hvis byGROSEN er forhindret i at opfylde aftalen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder.
I dette tilfælde skal byGROSEN underrette dig om opsigelsen af aftalen uden unødig forsinkelse og inden pakkerejsens begyndelse.
Du får i ovenstående opsigelsessituationer de til rejsen indbetalte beløb refunderet senest 14 dage efter opsigelsen. Du vil ikke have krav på yderligere erstatning.
8. Mangler og reklamation
Konstateres en mangel efter rejsens begyndelse, undervejs eller på rejsemålet, skal du straks efter konstateringen reklamere over manglen til byGROSENs repræsentant, til hotellet, eller til den underleverandør, som manglen angår.
Hvis byGROSENs repræsentant eller underleverandør ikke kan eller vil afhjælpe, eller disse efter din opfattelse ikke afhjælper tilfredsstillende, skal du omgående reklamere direkte til byGROSEN.
Du kan ikke uden forudgående skriftlig godkendelse fra byGROSEN, selv foretage udbedring af en evt. mangel på byGROSENs regning.
Du skal sikre dig, at reklamationen bliver noteret af byGROSENs medarbejdere og/eller underleverandører på stedet – f.eks. gennem en notits i en hotelbog eller i anden skriftlig form. Herudover skal du sørge for at få udleveret en kvittering for reklamationen, så du kan dokumentere, at du har reklameret rettidigt og korrekt.
Undlader du at reklamere som beskrevet ovenfor, kan det have konsekvenser for din ret til efterfølgende at påberåbe dig manglen og opnå kompensation herfor.
9. Begrænsninger i byGROSENs erstatningsansvar
Luftfartsselskaberne har det direkte ansvar for transportens korrekte gennemførelse efter Warszawa- og Montreal-konventionerne, EU Forordning 889/2002 og 261/2004 samt Luftfartsloven.
byGROSEN begrænser sit ansvar til de på enhver tid gældende beløbsgrænser, der fremgår af Warszawa og Montreal-konventionerne (luftbefordring), Athen-konventionen, EU Forordning 392/2009 (befordring til søs), COTIF-konventionen og EU Forordning 1371/2007 (jernbanebefordring). byGROSENs erstatningsansvar kan derfor ikke overstige det beløb, som gælder for de transportører, der har det direkte ansvar for befordringen.
Eventuel erstatning beregnes i SDR (Special Drawing Rights). Den gældende SDR-kurs (XDR) kan ses på www.nationalbanken.dk.
Efter Warszawa- og Montreal-konventionerne er begrænsningerne på den maksimale erstatning sat til:
- Ved passagerers død eller tilskadekomst: 113.100 SDR – såfremt luftfartsselskabet kan godtgøre, at det ikke har handlet uagtsomt eller optrådt ukorrekt, eller såfremt hændelsen skyldes tredjemands uagtsomme eller ukorrekte opførsel
- Ved skader, der skyldes forsinkelse af persontransport: 4.694 SDR
- Ved ødelæggelse, bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse af bagage: 1.131 SDR
Begrænsningerne på den maksimale erstatning efter Athen-konventionen og EU Forordning 392/2009 er sat til:
- Ved passagerers død eller tilskadekomst: Fra 250.000 SDR til 400.000 SDR – alt efter tilskadekomstens årsag samt transportørens udviste skyld
- Ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af håndbagage: 2.250 SDR
- Ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af køretøjer, herunder bagage i eller på køretøjet: 12.700 SDR – transportøren er kun ansvarlig for skade forvoldt på grund af fejl fra dennes side
- Ved ødelæggelse, bortkomst eller beskadigelse af anden bagage end håndbagage og køretøjer: 3.375 SDR
Såkaldte ”værdigenstande” erstattes ikke efter regelsættene.
Begrænsningerne på den maksimale erstatning efter COTIF-konventionen og EU -forordning 1371/2007 er sat til:
- Ved passagerers død og tilskadekomst: 175.000 SDR
- Ved tab af eller skade på genstande: 1.400 SDR
- Ved helt eller delvist tab af et køretøj: 8.000 SDR
- Ved skade på genstande efterladt i køretøjet: 1.400 SDR – transportøren er kun ansvarlig for skade forvoldt på grund af fejl fra dennes side
10. Fremsættelse af krav efter rejsens afslutning
Krav om erstatning og/eller forholdsmæssigt afslag i rejsens pris - som følge af mangler, der er blevet reklameret korrekt over, og som ikke er blevet afhjulpet af byGROSEN – skal fremsættes over for byGROSEN indenfor rimelig tid efter rejsens afslutning.
I modsat fald mister du retten til at gøre krav mod byGROSEN gældende.
Du kan efter hjemkomst reklamere til byGROSEN, Bredgade 23A, 1.sal, 1260 København K, e-mail: info@bygrosen.dk
11. Adgang til modregning ved udbetaling af erstatning og/eller kompensation
Du skal ved fremsendelsen af din reklamation til byGROSEN oplyse, om du også har søgt erstatning eller kompensation fra transportøren på grundlag af EU-forordninger om passagerrettigheder og erstatningsansvar ved passagertransport og efter de internationale konventioner, der også regulerer dette forhold.
Såfremt du har modtaget erstatning og/eller kompensation fra transportøren, har byGROSEN ret til at modregne erstatning og/eller kompensation efter lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer i den erstatning og/eller kompensation, som du har modtaget fra transportøren.
I modsat fald mister du retten til at gøre krav mod byGROSEN gældende.
Du kan efter hjemkomst reklamere til byGROSEN, Bredgade 23A, 1.sal, 1260 København K, e-mail: info@bygrosen.dk
12. Værneting og lovvalg
Kan enighed om et erstatningskrav og/eller –beløb mv. ikke opnås ved reklamation til byGROSEN eller formidleren, kan du indbringe en klage for reklamation for Pakkerejse-Ankenævnet, Haldor Topsøes Allé 1, st. bygning 91. 2800, Kgs. Lyngby.
Pakkerejse-Ankenævnets hjemmeside er www.pakkerejseankenaevnet.dk
En klage kan også indgives via den europæiske platform for online tvistløsning på https://ec.europa.eu/consumers/odr.
byGROSENs e-mail adresse er til brug herfor info@bygrosen.dk
Alle tvister og uoverensstemmelser, der måtte opstå eller udspringe af en given aftales tilblivelse og/eller opfyldelse, og som ikke kan løses mellem parterne alene eller ved Pakkerejse-Ankenævnet, skal, såfremt parterne ønsker at indbringe sagen, anlægges ved de danske nationale domstole til endelig afgørelse, og vil være underlagt dansk ret, medmindre andet følger af Rfor. 1215/2012 samt Rom-konventionen af 1980.
13. Garanti i rejsegarantifonden
byGROSEN har i tilfælde af dennes konkurs stillet garanti for refusion af den rejsendes betalinger hos Rejsegarantifonden, Haldor Topsøes Allé 1, st. bygning 91. 2800, Kgs. Lyngby.
Registreringsnummer 3662. September 2024
