Canada

Naturoplevelser i verdensklasse

Canada

Naturoplevelser i verdensklasse

Canada er synonym med storslåede og imponerende naturoplevelser, der kan blæse selv de mest kræsne naturelskere omkuld. Skal landet beskrives med kun ét ord, må det være “mægtigt”.

Velkommen til Canada

Det vestlige Canada byder på noget af verdens mest spektakulære natur. I delstaterne British Columbia og Alberta kan du opleve de canadiske Rocky Mountains; mere storslået bliver det ikke, her venter himmelstræbende sneklædte tinder, turkisfarvede bjergsøer, store skove og endeløse udsigter.

Snør vandrestøvlerne, oplev de sceniske landskaber og tag vandflyveren fra Vancouver til Victoria på Vancouver Island. Glæd dig til at opleve både sorte og brune bjørne, spækhuggere, havoddere, ørne, bjerggeder, gråhvaler og meget mere.

I det østlige Canada finder du historiske byer som Quebec City - en af de ældste byer i Nordamerika, som i dag står komplet med bymur tilbage fra begyndelsen af 1600-tallet. Oplev det fantastiske og pulserende storbyliv i kosmopolitiske Toronto, Ottawa og Montreal, der med deres franske særpræg og europæiske rødder er kendte for deres rige kulturliv, farverige natteliv og historiske kulturarv. Den bedste måde at kombinere dem på er med tog, og gerne om efteråret, når løvet viser sig fra sin absolut smukkeste side. Niagara Falls behøver næppe nogen yderligere introduktion og er en obligatorisk oplevelse, når du er i Toronto.

Heli-Hikes i Rocky Mountains bør stå på alles ønskeseddel; her bliver du fløjet op i bjergene med helikopter, og sammen med en guide tilbringes dagen under åben himmel med uforglemmelige udsigter, inden du sidst på dagen igen bringes tilbage til virkeligheden med helikopter.

Vancouver - på kanten af Stillehavet

Vancouver er ubetinget en af verdens smukkest beliggende byer. Her skal du bruge nogle dage, og byen er ikke større end at alt kan nås til fods eller på cykel.

Byen byder på historiske bydele som Gastown, hvor trendy butikker ligger side om side i de charmerende victorianske byhuse; den store og flotte Stanley Park; markeder på Granville Island, og, ikke at forglemme, nogle af Canadas bedste hoteller.

Med Vancouver som udgangspunkt kan du tage videre til Victoria på Vancouver Island med vandflyveren, på cruise til Alaska, hoppe på toget til Banff, eller hele vejen til Toronto, eller hente en bil og begynde en kør-selv rejse med destination Rocky Mountains.

Vancouver Island

På Vancouver Island ligger Victoria, der er delstatshovedstad i British Columbia, en mindre og hyggelig by med et rigt kulturliv, gode spisesteder og interessante museer. Især kan Royal British Columbia Museum anbefales - det er et af de mest velrenommerede museer i Canada, beliggende lige midt i byen. Her kan du blive klogere på tidligere tider i denne del af verden, og ikke mindst den oprindelige befolkning. 

Victorias største attraktion er uden tvivl de store flokke af spækhuggere, der lever i strædet mellem Vancouver Island og fastlandet. 

Langs Stillehavskysten ligger Pacific Rim National Park, hvor du blandt meget andet finder den ikoniske surferstrand, Long Beach. Hyggelige byer som Ucluelet og Tofino byder på smukt beliggende hoteller, og med base her kan du opleve bjørne rode efter føde i vandkanten. Du kan se både gråhvaler og spækhuggere, og på en god dag kan du sågar være heldig at spotte de majestætiske havørne, samt en havodder familie på udflugt i skærgårde. Ofte vil du se de kæmpestore hanner svømme på ryggen med ungerne siddende på maven - et virkelig særpræget syn.

Rocky Mountains - mellem British Columbia og Alberta

Canadian Rockies er den canadiske del af bjergkæden Rocky Mountains, som strækker sig fra det nordlige British Columbia til New Mexico i USA. Rejser til Rocky Mountains byder på den ene storslåede naturoplevelse efter den anden. 

Whistler er ofte første stop, og her kan du uden besvær bruge et par dage i den smukke natur, som om vinteren er hotspot for skisport. 

De smukkeste steder findes i nationalparkerne Banff, Jasper og Yoho, som ligger på grænsen mellem British Columbia og Alberta. Her skal du især glæde dig til at opleve Columbia Icefield Parkway og Athabasca-gletsjeren, Bow River og de ikoniske søer Lake Louise, Moraine Lake og Emerald Lake. Om vinteren er Abraham Lake et absolut must-see. Vandreture, wildlife ture, sejlture på de smukke søer, helikopterture og meget mere er på programmet i denne del af Canada.

Ontario - Canadas største provins

Ontario byder på spektakulære naturoplevelser og nogle af Nordamerikas mest trendy storbyer. Toronto er med sine knap tre millioner indbyggere Canadas største, og Nordamerikas fjerdestørste, by. Intet mindre end 80 forskellige nationaliteter sætter deres aftryk på byen, og der kommer årligt ca. 400.000 tilflyttere til Canada, så byen er på alle måder et smeltedigel af forskellige kulturer. 

Tag en guidet cykeltur og oplev det alt fra de irske byhuse i Cabbagetown til de farvestrålende skilte i Chinatown. De mange folkeslag sætter naturligvis også deres præg på den lokale restaurant scene, som er helt eminent. 

Nyd den fantastiske udsigt over Toronto og Lake Ontario fra toppen af CN Tower, og så vil du nok heller ikke gå glip af det underjordiske og kilometerlange shoppingcenter PATH.

Canada har fire årstider, som hver især giver mulighed for nogle enestående oplevelser. Sommeren er “the great outdoor” med hiking og spækhuggere i højsædet. Efteråret er bjørne, laksefiskeri og løv i fuldt flor i de endeløse canadiske skove. Vinteren er uberørte snelandskaber og paradis for skientusiaster og alle, der værdsætter de smukke vinterlandskaber. Foråret og tidlig sommer er isbjerge og hvalsafari i Newfoundland.

Niagara Falls

Niagara Falls er blandt de allerstørste attraktioner i Nordamerika, og når du oplever det på nært hold forstår du hvorfor. Ingen vandfald er mere ikoniske end netop Niagara Falls. 

Fra den canadiske side venter et storslået udsyn over Horseshoe Falls, som er det største af de tre Niagara-vandfald. En anden mindeværdig oplevelse er at sejle rundt mellem vandfaldene ? et lille tip: husk en regnjakke! 

Vi sørger for, at du kommer helt tæt på de største oplevelser, og inkluderer altid et Niagara Falls Adventure Pass, så du får en lang række fordele og kan benytte fast track-indgange til de mange aktiviteter. 

Der dyrkes vin i området omkring Niagara on the Lake, de meste kendte er den søde Ice Wine.

Québec-provinsen i det nordøstlige Canada er en interessant blanding af gammel fransk kultur og canadisk natur og historie. Den franske dialekt, der tales her, minder om det franske, der blev talt i Frankrig omkring den franske revolution.

Montréal & Quebec City

Montréal er Canadas kulturhovedstad og et must-see i Québec-provinsen. Byen er fyldt med liv, musik, teater og et imponerende udvalg af gastronomi. Om sommeren kan du opleve festlige begivenheder i Quartier des Spectacles, der har gennemgået en bemærkelsesværdig fornyelse. I de brostensbelagte gader og gamle pakhuse i Vieux Montréal finder du spændende gallerier, designerbutikker og dejlige spisesteder.

Ville de Québec, eller Quebec City, er provinshovedstad i Québec-provinsen. Byen er en af de ældste europæiske bosættelser i Nordamerika og den eneste med sin originale befæstning intakt. Et besøg i Ville de Québec kan føles lidt som en tidsrejse til en fransk renæssanceby med den smukke arkitektur, subtile charme og varme stemning. Her finder du også nogle af landets mest ikoniske hoteller. 

Hele den gamle bydel i Québec er udnævnt som verdenskulturarv af UNESCO og alt oser af historie og byder på en atmosfære af både fortid og nutid.

Newfoundland

Newfoundland på Canadas vilde østkyst er på mange måder en lidt anderledes oplevelse i Canada. Her venter en hel anden naturoplevelse end andre steder i landet. Kulturen er forankret i fiskeriet og er centreret omkring kysten. 

Man mener, at vikingerne var de første, der ankom, og først senere fulgte briterne og portugisere ? og alt handlede i århundreder om torskefiskeri.

I dag er det den unikke natur, hvaler, lunder og isbjerge der er fokus på. De uendelige landskaber med de smukke fjorde, vandreture, rener og vilde bær; smukke og atmosfærefyldte hoteller bidrager til at bringe den samlede oplevelse helt i top. Lad det pæne tøj blive hjemme, pak i stedet de praktiske sko og glæd dig til en naturoplevelse af de helt store. Et ekstra lag til oplevelsen er muligheden for, at komme helt tæt på de lokale ? både på din guidede vandretur i Gros Morne National Park og under dit ophold på ikoniske Fogo Island Inn. Alt sammen noget, du nemt kan nå på 10-12 dage.

Spektakulære vinterlandskaber

Når sneen daler i Canada, forvandles de storslåede nationalparker med deres majestætiske bjerge, søer og vandfald til nogle af de mest betagende vinterlandskaber. Hvis din første tanke er "jamen, jeg står jo ikke på ski" - så er vi to. Jeg står heller ikke på ski, men jeg har stadig haft en helt fantastisk rejse i et sneklædt Canada. Lige fra den ikoniske togrejse fra Vancouver til Jasper til Columbia Icefield Parkways uendeligt smukke landskaber, de frosne søer og meget mere. Columbia Icefield Parkway er mindst lige så smuk pakket ind i sne som den er om sommeren. Her vil I blive mødt af storslåede sneklædte bjergkæder, spektakulære gletsjere, spejlblanke frosne søer og tætte nåleskove.

I Jasper venter Maligne Canyon, den dybeste kløft i Jasper Nationalpark man kan besøge. I selskab med en kyndig guide går turen gennem den 50 m dybe kløft, hvor frosne vandfald pryder siderne og istapper hænger som krystaller fra loftet og væggene i de imponerende isgrotter.

Tag på slædetur ved Lake Louise, kendt for sin strålende turkisblå farve, forvandles om vinteren til et magisk snelandskab, og her venter slædetur. Med heste for slæden, omgivet af sneklædte bjerge og nåletræer, glitrer den knasende hvide sne under jer.

Den bedste oplevelse er at tage på heli-hike - turen op i Rocky Mountains er med helikopter. Med snesko vandrer man nu rundt med de bedste udsigter og en øredøvende fred og ro. Man har det hele for sig selv. 

Lake Abraham er ligeledes en stor oplevelse om vinteren på grund af sine unikke og dramatiske isformationer. Det mest spektakulære naturligt forekommende isbobler, bobler der dannes af metan, der frigives fra nedbrydning af organiske materialer på søens bund. Når isen fryser over boblerne, skaber de en magisk, visuel effekt, næsten som et frosset glas champagne. En ret flot oplevelse, og sammen med en lokal guide er du sikker på at få alle aspekter med.

Og man kan jo altid slutte turen med tre dage på ski eller snowboard i nogle af Canadas bedste skiområder, hvor puddersneen venter. Med over 350 pister at vælge imellem, er der noget for enhver - både for nybegyndere og erfarne ski- eller snowboardentusiaster. Nyd alt fra Mount Norquay til Sunshine Valley og Lake Louise Ski Resort.

Rejser til Canada kan sammensættes på et utal af måder, alt efter hvornår du skal afsted, hvordan du gerne vil rejse og hvad du interesserer dig for. Ring til mig på 53 64 77 48 eller send en mail til steen@bygrosen.dk