En rejse til Sydamerika bliver næppe mere ikonisk end en rejse til Peru. Jeg har besøgt landet tre gange og her er alt, hvad du kan forestille dig: storby, tropisk regnskov, enorme bjerge, dybe kløfter og en enestående kultur. Noget af det mest ikoniske, som Peru byder på er naturligvis Machu Picchu, men også Cusco, Den Hellige Dal og Lake Titicaca er enestående oplevelser. Hvis du læser Tintin, er du sandsynligvis stødt på alle disse steder før - Hergé fik nemlig stort set det hele med, da han tegnede og skrev “Soltemplet” om Peru tilbage i 1949.
- Steen Grosen
Lima - hovedstaden ved kysten
Lima er et oplagt sted at både starte og slutte turen rundt i Peru. Første indtryk af byen er ofte lidt blandet, men brug gerne et par dage på at få byen ind under huden - det er et bekendtskab, der vinder med tiden.
Lima blev grundlagt i år 1535 og var, frem til landets uafhængighed, Sydamerikas vigtigste by. Limas historie fornægter sig ikke, og smukke koloniale bygninger pryder de store pladser og gader i byens centrale del. Her finder du også hyggelige områder omkring præsidentpaladset, som giver den allerbedste oplevelse i selskab med en kyndig guide - det oser af historie og mange interessante detaljer. Blandt andet om katedralen, som rummer de jordiske rester af Pizarro: grundlæggeren af Peru og Sydamerikas erobrer.
I den anden ende af byen er områder som Barranco og Miraflores mine personlige favoritter. Områderne her er hyggelige, og byder på dejlige hoteller og en masse gode spisesteder. Én af Limas største attraktioner i dag er det lokale køkken, der i skrivende stund er berømt i den ganske verden. Du finder eksempelvis "Central", som vippede Noma af pinden som verdens bedste restaurant - har det interesse, skal vi nok hjælpe med en reservation. Der er en bred vifte af andre gode spisesteder, i flæng kan nævnes: Mayta, Kjolle og Maido - så et par dage i Lima er ikke for meget, hvis du også drømmer om at udforske byens gastronomiske scene. Det, jeg elsker ved restauranterne - udover maden - er, at det hele er ret uformelt, og du slipper for den "andægtige stemning", du ofte støder på i Europa, og derudover er der ingen streng dresscode.
Lima har et væld af interessante museer, og Larco Museet er en favorit, når det kommer til præcolumbiansk kunst. Museet er indrettet i en vicekongelig bygning fra det 18. århundrede, og byder på 5.000 års peruansk præcolumbiansk historie. Og en rigtig hyggelig restaurant under skyggefulde træer i haven, hvis du trænger til en lille pause undervejs.
Når talen falder på Amazonfloden og Amazonregnskoven, tænker de fleste nok på Brasilien, men denne enorme flod har sit udspring i Peru, og netop den peruanske del af regnskoven betragtes af kyndige som den mest interessante del.
- Steen Grosen
Amazonas - regnskov & dyreliv
Dyrelivet byder på alt fra aber til dovendyr, tukaner, tapirer, kaimaner, kapivarer, og med lidt held, lyserøde floddelfiner. Turen til Amazonas er lidt af en ekspedition, da du skal sejle dybt ind i regnskoven, hvor de bedste lodges ligger. Med base her venter eminente oplevelser, både til fods og i kano på udkig efter farvestrålende fugle og dyreliv. De rigtig heldige ser måske nogle af de lokale rovdyr, som jaguarer, kæmpeoddere, sorte alligatorer, ørne og anakondaer. På flodbredderne lige uden for Puerto Maldonado kan du spotte kapivarer, verdens største gnaver. Floder og søer er fyldt med piratfisk og paiché, som er en kæmpe ferskvandsfisk.
Et ophold i Amazonas er på alle måder en stor oplevelse, og for at komme dertil rejser du med fly til Puerto Maldonado og videre med både dybt ind i regnskoven. Der er flere gode lodges, og fælles for dem alle gælder, at oplevelserne prioriteres over komfort og luksus.
Nogle lodges ligger blot 45 minutters bådtur fra Puerto Maldonado; andre ligger dybere inde i denne gigantiske grønne og frodige regnskov. At forlade hovedfloderne Madre de Dios eller Tambopata og glide ind på de mindre bifloder kan være en spændende og lettere desorienterende oplevelse. Træerne og vegetationen bliver tæt og begynder at lukke sig om dig, og du bliver helt automatisk mere opmærksom på lyde som nødder, der plopper ned i vandet, fugle og andre af skovens lyde. Om morgenen vågner du til lyden af brøleaber og idyllisk fuglesang. Luften dufter af jord og blade og er tung af fugtighed, og med lidt held samler skarlagenrøde araer sig i sværme.
Machu Picchu - essensen af Peru
Machu Picchu er et ikon, som næppe behøver en nærmere præsentation. Ruinerne og det karakteristiske bjerg, der rejser sig bag ved, er fortryllende og betagende på samme tid og er indbegrebet af "Peru". Den første "turist", der besøgte Machu Picchu, var amerikaneren Hiram Bingham, som i 1911 genopdagede Inkaernes glemte by, og med hjælp fra lokale bønder fandt Machu Picchu, efter at det havde været forladt i århundreder.
En rejse til Peru er ikke komplet, uden et besøg her, og du skal ubetinget overnatte oppe ved Machu Picchu, så du tidligt om morgenen oplever, hvordan morgentågen gradvist fortager sig og afslører bygningerne og terrasserne og den brusende Urubamba flod nedenfor. Den bedste udsigt er dog fra Huayna Picchu, et af de omkringliggende bjerge, hvorfra du har et imponerende udsyn over Machu Picchu.
Turen til Machu Picchu er i sig selv en oplevelse, og de energiske kan vælge at tage turen ad Inkastien. De mere mageligt anlagte kan komme med toget til Aguas Caliente, og helst med det ikoniske Belmond-tog opkaldt efter Hiram Bingham. Rejsen med Hiram Bingham går gennem den hellige dal og byder på de smukkeste udsigter, og et behageligt strejf af tidligere tiders dekadence. Turen fra stationen i Aguas Caliente til Machu Picchu er i bil, mens de mere eventyrlystne vandrer til toppen.
Peru er hjemsted for 3.000 kartoffelsorter og noget så særligt som “cuy” - det kræver måske lidt mod at sætte i tænder i denne ret, som består af grillet marsvin. Efter sigende kaldes det “cuy”, fordi det er den lyd, marsvin laver. Velbekomme!
- Steen Grosen
Cuzco
For 500 år siden var Cuzco den centrale by i Peru og verdens navle for inkaerne. Der har været beboelse her i mere end 3.000 år, og det bærer byen præg af.
Det hele er krydret med spansk kolonial arkitektur og ikke mindst kirker. Cuzcos befolkning er på knap en halv million, og på trods af de mange besøgende er det stadig de lokale, det præger bybilledet - mange stadig traditionelt klædt, dog med en knap så traditionel IPhone i hånden.
Byens historie, både før og efter koloniseringen, er utrolig interessant, og Cuzco et sted indbyder til, at bruge et par dage på at udforske gader og stræder, og få alle de fine og finurlige detaljer med.
Din private guide vil tage dig på en tur rundt i byen og udpege de gamle bygninger fra inkaernes tid, og det er svært ikke at blive imponeret over byggeteknikken - de enorme sten er sat sammen med en præcision, så end ikke et kreditkort kan klemmes ind. Byen er naturligvis på UNESCOs liste over verdensarv.
I Cuzco finder du nogle af Perus hyggeligste hoteller - de fleste indrettet i bygninger med mange hundrede år på bagen, hvilket i høj grad bidrager til den samlede oplevelse.
- Steen Grosen
Den Hellige Dal
Den Hellige Dal, eller "Sacred Valley", er en frodig korridor, der strækker sig fra Cuzco via Urubambadalen og Ollantaytambo hele vejen til Machu Picchu.
Dalen blev betragtet som både det spirituelle og kommercielle centrum i Inka-imperiet, og tilbyder en række historiske og naturskønne oplevelser.
Fra Ollantaytambo og videre mod Machu Picchu bliver dalen subtropisk, og Urubamba-floden bliver en kraftfuld strøm, hvilket gør vejforbindelse umulig. Så videre færd mod Machu Picchu er enten til fods eller med toget.
Ollantaytambo byder på en imponerende Inka-fæstning og er et af de vigtigste historiske steder i dalen. Her får du et levende indtryk af, hvordan en Inka-by kunne have set ud for fem århundreder siden.
Glæd dig til trekkingture i bjergene ved de åbne saltminer i Maras, og besøg de lokales farvestrålende markeder, hvor farvestrålende kunsthåndværk faldbydes.
I den Hellige Dal finder du "Mil", en søsterrestaurant til Virgilio Martínez´ Central i Lima, som er en komplet oplevelse med udsigt over inkaruinerne ved Moray og en række cirkulærer skåle-lignende terrasser, der i tidernes morgen var køkkenhaver. Hvad lyder bedre end en guidet vandretur eller mountainbike tur i bjergene efterfulgt af en frokost på Mil?
Restaurantens beliggenhed er ikke tilfældig, da inkaerne formodes at have eksperimenteret med at dyrke afgrøder i forskellige højder i området. Martínez' menu fokuserer netop på retter lavet udelukkende af de lokalt dyrkede ingredienser.
Titicacasøen
En af verdens højest beliggende søer - Fra Cuzco vil det være oplagt at stige ombord på ikoniske "The Andean Explorer" - Belmondtoget, der forbinder Cuzco i Perus højland med Puno og Titicacasøen. Der fløjtes afgang og de smukke landskaber glider forbi i løbet af dagen - frokost og middag serveres i den elegante spisevogn, og næste morgen byder på solopgang over Titicacasøen inden morgenmaden.
Titicaca ligger i ca. 3.800 m højde - højere end Cuzco - og danner grænsen mellem Peru og Bolivia. Den er verdens højest beliggende sejlbare sø og dækker et areal på størrelse med Sjælland.
Titicaca er svøbt i legender. For inkaerne var det her, deres grundlæggende gud, Wiracocha, rejste sig, før han skabte byen Cuzco. Uros-folket bosatte sig her for århundreder siden på øer lavet af totora siv dyrket på søens lavvandede områder. De samme siv benyttes til at bygge øer, huse og deres karakteristiske sivbåde med de høje stævne.
Arequipa
Arequipa, eller den hvide by, oser af kolonial stemning, gamle klostre, pladser og smukke paladser. Det hele er omkranset af majestætiske bjerge og den snedækkede El Misti-vulkan.
Floden Chili løber gennem byen, og grundet beliggenheden mellem bjergene når temperaturen aldrig over 25 grader. Byen blev grundlagt af spanske kolonister i år 1540 og er den næststørste by i Peru. Et kraftigt jordskælv i 1868 ødelagde store dele af byen, og da man genopbyggede Arequipa brugte man en lokal stenart, som i dag giver byen sit betagende hvide og rosa skær.
Den største seværdighed i Arequipa er det imponerende Santa Catalina de Siena kloster, som blev grundlagt af den velhavende enke, Doña María de Guzmán. Her går små, smalle gange forbi kirker og kapeller, omgivet af høje mure, der har været lukket offentligheden ude i 400 år. Først i 1970?erne blev det muligt at kigge indenfor. Klosteret er enormt med sine 20.000 kvadratmeter, og ligger lige i hjertet af Arequipa. Opførelsen i den typiske hvide kvadersten fra Chachani vulkanen, og den røde kvadersten, som kommer fra vulkanen Misti, giver klostret sit eget udtryk og bidrager til byens betegnelse som den hvide by.
Selvom de spanske kolonister bragte europæisk arkitektur til Arequipa, var det de lokale stenhuggere, der sørgede for, at bygningerne kunne modstå jordskælv. Arequipa ligger midt i Andesbjergene, et område med både naturskønne landskaber og hyppige jordskælv. Så glæd dig til en arkitektonisk perle med buer, kupler, gyder, kunstværker og meget mere.
I 1995 fandt den amerikanske antropolog Johan Reinhard en fryse-mumificeret inka-pige i Ampato-bjergene, som han gav navnet Juanita. Hun blev udstillet i Arequipa i 1996, og du kan se hende i sin kølige udstillingsmontre på Museo Santuarios Andinos, ikke langt fra smukke Plaza de Armas. Hun tager dog kun imod besøgende fra januar til april.
Colca Canyon
Vejen fra Arequipa mod Colca fører først gennem et barsk landskab domineret af vulkaner, og tilsyneladende kun beboet af vilde lamaer og vicuñaer. Siden kommer du ud i en frugtbar region, hvor traditionelle landsbyer ligger spredt og landbrug stadig foregår på de klassiske landbrugsterrasser.
Dette er Colca-dalen, og for enden af den ligger ikoniske Colca Canyon - verdens dybeste kløft, og dobbelt så dyb som Grand Canyon i USA. Her kan man opleve de enorme kondorer, med et vingespænd på over tre meter, i deres naturlige habitat.
Den bedste oplevelse vil være at tilbringe et par nætter i området, så der bliver tid til traveture og blot nyde udsigten, stilheden og forhåbentligt se de majestætiske kondorer.
Nazca-linjerne
Nazca-linjerne i Peru har forundret besøgende i næsten 2.000 år. Er dette verdens største kunstværk? Det er i hvert fald et af verdens største arkæologiske mysterier. Nazca-linjerne menes at være tegnet til religiøse ceremonier og har en overflod af historie knyttet til sig.
Nazca-linjerne fik verdensomspændende opmærksomhed i 1920?erne, da kommerciel lufttrafik blev introduceret mellem Lima og Arequipa.
Siden da er interessen for Nazca-linjerne kun blevet større og er nu et af Perus højdepunkter. Disse linjer blev tålmodigt skåret ind i Nazcas kalk af gamle peruvianere for ca. 2.000 år siden på ?Pampa Colorada? ? navnet på de røde sletter, hvor Nazcas kunstværker ligger. Der er mere end 800 lige linjer, 300 geometriske former og 70 dyre-, plante- og menneskedesign tegnet ind i Nazcas kalk over en periode på ca. 1.000 år. Imponerende nok er mange af figurtegningerne lige så store som Empire State Building i New York, da de strækker sig op til 365 meter.
Nazca-linjerne skal opleves fra et mindre fly for at få det fulde overblik.
Ballestas øerne
Ballestasøerne en imponerende naturperle, der huser et væld af dyreliv, herunder over 150 arter af havfugle og store kolonier af søløver. Øerne er også kendt for deres guano, som engang var en af Perus vigtigste eksportvarer. Besøgende kan også støde på delfiner og hvaler i de omkringliggende farvande. Adgang til øerne er kun muligt via en organiseret bådtur, hvor en guide vil give indsigt, mens du udforsker øerne med speedbåd.
Paracas Nationalpark strækker sig over 335.000 hektar i den tørre Ica-region og beskytter områdets unikke marine-kystøkosystemer, herunder Paracas-halvøen, Independencia-bugten og flere nærliggende øer. Parken er et fristed for dyreliv, med 216 arter af fugle, 36 arter af pattedyr, 10 arter af krybdyr og 168 arter af fisk. Området er også rigt på arkæologiske steder, som giver et indblik i den gamle Paracas-kulturs livsstil.
Det blev oprettet for at beskytte store ynglepopulationer af Humboldt-pingviner, sydamerikanske pelssæler og søløver samt 63 migrerende fuglearter, der bruger området som en vigtig stopover. De luksuriøse hoteller i Paracas udgør en fantastisk base for at udforske de vigtigste attraktioner i Paracas samt den nærliggende Ica ? kendt for sine historiske pisco- og vinproducerende haciendas ? og de berømte Nazca-linjer.
Den sydlige del af Paracas-bugten, hvor ørkenen møder havet, er et nationalt reserveområde med varme, lavvandede farvande, der understøtter et rigt økosystem. Bugten er et populært sted for vandsportsaktiviteter, især kitesurfing og sejlads, mens bådture giver mulighed for at se søløvekolonier og det farverige fugleliv omkring de nærliggende Ballestasøer.
Jeg holder selv rigtigt meget af de mindre og lidt mere autentiske hoteller, og flere af dem har kun 10 værelser, så jeg anbefaler at din rejse til Peru planlægges i god tid, så alt bliver optimalt. Ring til mig på 53 64 77 48 eller send en mail til info@bygrosen.dk
- Steen Grosen
