Colombia er et land, der virkelig skiller sig ud og som leverer fra øverste hylde når vi taler både historie, kultur, natur og dyreliv. Et fantastisk rejseland, også for familier, der byder på alt fra jungle og ørken til bjerge og sandstrande. Du finder moderne og pulserende storbyer, byer indhyllet i spansk kolonitidshistorie og små, lokale landsbyer, som sjældent ser skyggen af turister. Kunst, kultur og musik er Colombias rygrad, og befolkningen har ry for at være den mest åbne og hjertevarme i hele Latinamerika.
- Steen Grosen
Mellem Stillehavet og det Caribiske Hav
En rejse til Colombia er som at træde ind i en verden, hvor strande, jungle, bjerge, oprindelige kulturer, dyreliv og natur smelter sammen i en enestående symfoni. Beliggende i det nordlige hjørne af Sydamerika, strækker Colombia sig majestætisk mellem Stillehavet og det Caribiske Hav, gennemskåret af de imponerende Andesbjerge og med dybe rødder i Caribiens pulserende kultur.
Colombia har en brutal fortid bag sig og et ry, som stædigt hænger fast - det er virkelig en skam, for landet er vokset til så meget mere end narkobaroner og guerillakrig. Det, der møder dig i dag, er farver og hjertevarme i et kulturelt storblomstrende land.
Colombia byder også på komplet uberørte områder, hvor turister sjældent kommer, men hvor vidunderlige oplevelser venter. På Stillehavskysten venter uberørt jungle og hvaler i massevis.
Den sydlige del af landet inviterer på historiske monumenter, farverige floder og salsaens fødested. Oplev lokale byer, farme og fantastiske strande, som ligger gemt for turister.
Oplev verdens næststørste karneval og verdens største underjordiske saltkatedral. Der er aktiviteter for alle - både adrenalinjunkier, foodies og børnefamilier.
Lidt historie & kultur
Colombias historie er både kompleks og fascinerende. Før spaniernes ankomst var landet hjemsted for forskellige oprindelige kulturer som Muisca og Tairona, der efterlod sig imponerende arkæologiske rester.
Efter Spaniens erobring i det 16. århundrede blev Colombia en vigtig koloni, kendt for sine rigdomme i guld og smaragder. Landet opnåede uafhængighed i 1819, og siden da har Colombia gennemgået mange sociale og politiske forandringer.
Colombiansk kultur er en spændende blanding af oprindelige traditioner, spansk arv og afrikansk indflydelse, som især kan mærkes i musik og dans.
Salsa, cumbia og vallenato er blot nogle af de musikalske genrer, som bringer liv til landets gader og festligheder.
Byer som Bogotá og Medellín er kulturelle centre, hvor man kan opleve både moderne kunst og traditionel folklore.
Bogotá
Colombias hovedstad, Bogotá, er et must-see for enhver, der besøger landet. Byen er kendt for sin spændende blanding af moderne og kolonial arkitektur.
En af de mest populære seværdigheder er Museo del Oro (Guldmuseet), som rummer en af verdens største og vigtigste samlinger af præcolombiansk guld.
La Candelaria, byens historiske centrum, byder på farverige gader, kunstgallerier og kirker, som giver en fornemmelse af Colombias rå og koloniale fortid.
Mount Monserrate, der ligger tæt på byen, tilbyder en fantastisk udsigt over Bogotá og er et perfekt sted for en rolig eftermiddagstur.
Byen er grøn, har et hav af små oaser og velanlagte cykelstier og et utal af gode restauranter og spillesteder, hvor de lokale danser salsa til hede colombianske rytmer.
Medellín
Medellín, også kendt som "byen med det evige forår" og "Latinamerikas Silicon Valley" (kært barn har mange navne), har gennemgået en utrolig transformation fra at være kendt for sin vold til at blive en af Colombias mest innovative og sikre byer.
Denne udvikling er takket være Pablo Escobars beskyttelsespenge, og det er svært at sige "Medellin" uden også at sige "Escobar". Det er dog ikke tilfældet for de lokale, som helst ikke nævner hans navn.
Byen er rig på kulturelle oplevelser, og en tur til Comuna 13, et tidligere berygtet kvarter, giver indsigt i, hvordan kunst og fællesskab har transformeret området. Medellín er også kendt for sin blomsterfestival, Feria de las Flores, som afholdes hvert år i august og byder på farverige blomsterparader, musik og dans.
Området omkring Medellin byder på masser af naturoplevelser, og en tur til klippen El Penol og landets mest farverige by, Guatapé, er et must-see.
Cartagena
Cartagena er perlen ved Colombias Caribiske kyst, kendt for sin velbevarede koloniale arkitektur og historiske betydning. Den gamle bydel, der er på UNESCO?s verdensarvsliste, er omgivet af en imponerende bymur og fyldt med smalle, brostensbelagte gader, smukke balkoner og store pladser.
Byen er imponerende farverig, smuk og livlig, og da netop Cartagena aldrig har været påvirket af landets interne stridigheder, er det i gennem tiden blevet et yndet turistmål.
Det mærker du på antallet af souvenir shops og gadesælgere, og du får i højere grad følelsen af at besøge en spansk ferieby, end af at være i en autentisk colombiansk storby.
Kaffe-trekanten
Colombia er verdensberømt for sin kaffe, og intet besøg i landet ville være komplet uden en tur til Kaffe-trekanten, også kendt som Zona Cafetera.
Her kan du opleve den frodige natur - alt fra verdens højeste palmer til kaffeplantager og smukke vandfald, samt besøge traditionelle kaffefarme og lære om kaffens rejse fra bønne til kop.
Byerne Salento og Manizales er charmerende og gode udgangspunkter for at udforske området. Cocora-dalen er netop kendt for sine høje vokspalmer, som Colombias nationaltræ, og er en ikonisk oplevelse.
Skal du ud hvor de andre turister ikke kommer, skal du på en dagstur til La Cabonera, hvor du på toppen af andesbjergenes ryg oplever skove af de høje vokspalmer, flokke af kolibrier og det bedste af det hele er, at du har det hele for dig selv.
Amazonas
Med udgangspunkt i byen Leticia, som ligger ved floden Amazon, kan du udforske regnskoven, spotte eksotiske dyr som lyserøde delfiner og farverige papegøjer, og besøge oprindelige landsbyer, hvor du kan lære om Amazonas' unikke økosystem og kulturer.
Fra Andesbjergenes majestætiske toppe til de caribiske strandes gyldne sand, fra de pulserende byers farverige gader til Amazonas' frodige regnskove, byder Colombia på en uforglemmelig rejse gennem både landskab og sjæl.
- Steen Grosen
Tayrona National Park
Aber, tukaner og alverdens frøer og krybdyr boltre sig i området, og derudover parken er også hjemsted for Pueblito, en gammel by fra Tayrona-kulturen, som giver et fascinerende indblik i områdets prækolumbianske historie.
Kort & Godt
Den ideelle tid til at besøge Colombia afhænger af, hvad du vil opleve.
Landet er så stort og dækker forskellige klimazoner, så der er altid et sted i Colombia, hvor vejret er godt.
De fleste foretrækker at rejse mellem december og marts, når vejret er tørt, og festivalerne er i fuld gang, men også sommermånederne er gode.
Regntiden kan være en smuk tid, især i Amazonas, kaffe-regionen og ved Stillehavet, for hvalerne boltre sig i regnen.
Colombia er et land, der både overrasker og overbeviser, og som virkeligt har noget at byde på! Lad os tales ved om lige præcis dine ønsker og forventninger, ring gerne 53 64 77 48, eller send en mail på steen@bygrosen.dk
- Steen Grosen
